DMI har udsendt varsel om forhøjet vandstand på op til 142 cm over normalen, gældende fra lørdag aften til søndag morgen. Assens Kommune reagerer ved at afspærre flere veje i de udsatte områder fra klokken cirka 22:00 lørdag.
I Assens Havn spærrer kommunen Nordre Havnevej mellem Nordre Mole og krydset ved Strandmølleskolens udearealer. I Brunshuse vil Brunshusevej være afspærret fra Helnæsvej til cirka 100 meter efter Vesteragegyden. På Å Strandvej bliver strækningen mellem nr. 81 og nr. 86 lukket for trafik.
Mindre områder ved Brunshusevej og Å Strandvej er ifølge varselet i risiko for oversvømmelse. De berørte husstande i området er blevet adviseret via sms.
DMI’s varsel oplyser, at vandstanden forventes at toppe søndag morgen klokken 8.20, hvorefter den ventes at falde igen. Bågøfærgen forventes at sejle efter planen trods situationen.
Assens Kommune følger nøje udviklingen og vil opdatere yderligere på assens.dk, via kommunens Facebookside og lokale medier, hvis situationen ændrer sig.
Læs mere om varsler og vejr på: https://www.assens.dk/voldsomt-vejr-og-oversvoemmelser