På Dærupvej i Glamsbjerg, hvor det nye aktivitetshus får til huse, lå der indtil 1976 et gartneri, som blev drevet gennem flere generationer af familien Bøgild. Senest var det Jette Bøgild Lunds forældre, der stod for driften. Da Jette blev spurgt, om hun ville lægge familienavnet til aktivitetshuset, var det en naturlig beslutning, da det ifølge hende er en hyldest til hendes forældre og deres betydning i lokalsamfundet.
Jettes mor var meget engageret i ældresagen, deltog aktivt på højskoler og underviste i adskillige år i herregymnastik i Aktivcenteret. Navnet Bøgildhus afspejler derfor familiens stærke lokale rødder og engagement i det aktive seniormiljø. Betegnelsen "højskole" er valgt, fordi det symboliserer fællesskab og samhørighed.
En anden vigtig årsag til at navnet ligger Jette og hendes mand Flemming tæt på hjerte er personlig. I 2024 blev Flemming diagnosticeret med Alzheimers, og parret ser nu frem til, at de selv kan blive en del af huset, både som brugere og som deltagere i fællesskabet.
Højskolen Bøgildhus vil være repræsenteret på seniorlivsmessen i Fyrtårn Tommerup den 29. oktober, hvor interesserede kan komme i dialog og høre mere om projektet. Her vil det også være muligt at møde Flemming Lund og Janne Abildtrup, som er demenskonsulent i Assens Kommune. Højskolen forventes at åbne efter sommeren 2026.
Fakta: Gartneriet blev etableret i 1926 af Arne Bøgild Pedersen på Dærupvej 5 og blev senere videreført af hans søn Henning Bøgild indtil 1975. Else Bøgild, Hennings hustru, havde også et stærkt engagement i lokalsamfundet og boede i gartnerboligen helt frem til 2023.
Læs også mere her: https://www.assens.dk/Nyt-aktivitetshus-paa-vej-til-borgere-med-demens-og-deres-paaroerende