Unge kvinder og udsatte grupper i Assens Kommune kæmper med øget stress og dårligere fysisk sundhed

Foto: Assens kommune.
dato

Den nationale sundhedsprofil ”Hvordan har du det? 2025” viser tydelige udfordringer med både fysisk og mental sundhed blandt borgerne i Assens Kommune – især for unge kvinder og udsatte grupper.

Den seneste udgave af landets største sundhedsundersøgelse, ”Hvordan har du det? 2025”, gennemført af Statens Institut for Folkesundhed, Sundhedsstyrelsen og regionerne, er nu offentliggjort. Undersøgelsen, der foretages hvert fjerde år, giver et aktuelt billede af borgernes helbred, trivsel og sundhedsvaner. I Assens Kommune har 2.718 borgere modtaget spørgeskemaet, hvoraf 45,7 procent deltog i perioden 4. februar til 18. maj 2025.

Sundhedsprofilen peger på, at mental trivsel især er under pres blandt unge kvinder. I Assens Kommune oplever 27,9 procent af borgerne et højt stressniveau. Tendensen er udtalt blandt unge kvinder: På regionalt plan rammer højt stressniveau 51 procent af kvinderne i alderen 16-24 år, og 35 procent svarer, at de har lavt selvværd. Til sammenligning er det blot 18 procent blandt jævnaldrende mænd. Samme mønster kan genfindes i Assens Kommune.

Også på det fysiske område ses store udfordringer. I Assens Kommune lever 24,4 procent af borgerne med svær overvægt (BMI over 30), og over 60 procent lever ikke op til WHO’s anbefalinger om fysisk aktivitet. Samtidig er der sket en markant stigning i andelen af borgere med langvarig sygdom fra 34,8 procent i 2010 til 42,3 procent i 2025. Dette er i tråd med en national tendens, hvor flere lever længere med kroniske sygdomme.

Sundhedsprofilen understreger fortsat social ulighed i sundheden. Borgere uden tilknytning til arbejdsmarkedet og med kortere uddannelser dyrker mindre motion, oplever hyppigere ensomhed og dårligere helbred. Over 55 procent af arbejdsløse og andre uden for arbejdsmarkedet i Assens Kommune scorer højt på stressskalaen – en tendens der matcher både regionale og nationale niveauer.

På trods af udfordringer ses dog også positive tendenser. Antallet af daglige rygere er næsten halveret siden 2010, fra 23,1 procent til 12,1 procent, og alkoholforbruget er let faldende. Dog er brugen af nye nikotinprodukter stigende, især blandt de yngre borgere.

Overordnet svarer mere end 75 procent af deltagerne fra Region Syddanmark, at de oplever høj livskvalitet og godt helbred, hvilket også gælder flertallet af borgerne i Assens Kommune.

Sundhedsprofilen udgør et vigtigt redskab for det videre arbejde både politisk og administrativt i Assens Kommune, hvor resultaterne nu analyseres nærmere i Sundheds- og Ældreudvalget samt Beskæftigelsesudvalget. Forebyggelse blandt børn og unge samt indsatser for borgere uden for arbejdsmarkedet bliver i fokus frem mod næste undersøgelse, som gennemføres i 2029.

Læs hele sundhedsprofilen her: https://regionsyddanmark.dk/fagfolk/det-naere-sundhedsvaesen/sundhedsprofil

https://www.assens.dk/om-os/nyt-fra-assens-kommune/nyheder-og-pressemeddelelser/mental-mistrivsel-og-social-ulighed-udfordrer-fortsat-folkesundheden-ogsaa-i-assens-kommune

Kilde: Assens Kommune