Det frarådes på det kraftigste at indtage vand, der kommer fra Andebølle og omegns Vandværk. Kogning af vandet afhjælper ikke problemet, og det anbefales derfor også at undgå at bruge det til madlavning.
Seneste analyser har vist, at niveauet af Arsen i vandet ligger på 6,65 µg/l. Dette overstiger den tilladte grænseværdi på 5 µg/l. Arsen er et naturligt forekommende grundstof i råvandet. Ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed kan indtag af Arsen i høje koncentrationer over længere tid udgøre en sundhedsrisiko, dog er det ikke akut giftigt.
Andebølle og Omegns Vandværk arbejder intensivt på at løse problemet. Vandværket har dog ingen nødforsyning og kan ikke levere rent drikkevand til forbrugerne, før problemet er løst. Derfor frarådes det at drikke vandet og bruge det til madlavning.
Beboere kan anvende flaskevand fra deres hjemmeberedskab eller købe vand i supermarkedet. Har man ikke mulighed for selv at handle, kan man spørge naboer eller pårørende om hjælp. Hvis man ikke har nogen muligheder for praktisk hjælp, kan der søges om assistance hos Røde Kors Parat: https://www.rodekors.dk/parat.
Vandet kan stadig benyttes til bad, tøjvask, toiletskyl og rengøring.
Vandværket er i gang med at løse problemet og opdaterer løbende sin hjemmeside. De informerer desuden via sms. Ønsker man at modtage denne service, kan man tilmelde sig på vandværkets hjemmeside: https://andeboellevand.dk. Opdateringer findes også via Assens Kommunes hjemmeside på https://www.assens.dk og i pressen.
Der er 247 husstande, der modtager vand fra Andebølle og omegns Vandværk. Du kan tjekke, om din adresse er berørt, via denne oversigt: https://www.assens.dk/vandværker.
Beboere opfordres til at holde sig løbende orienteret, indtil der igen leveres drikkevand af acceptabel kvalitet.